Begravelse og bisættelse
Når man mister et menneske, man elsker, har man brug for trøst og tryghed. Brug for plads til tro, tvivl og fortvivlelse. I kirken er der plads til alt det.
En kirkelige begravelse eller bisættelse er pårørendes afsked med den døde med det kristne budskab om opstandelse som rammen. Her kan man mindes det liv, der er levet, sige tak og få sat ord på de mange følelser. Og først og fremmest kan man være fælles om sorgen og håbet.
I dagene efter et dødsfald skal man som pårørende midt i sorgen tage stilling til en masse spørgsmål og ordne mange praktiske ting. De fleste henvender sig til en bedemand for at få hjælp til det praktiske i forbindelse med dødsfald og begravelse.
Anmeldelse af dødsfald sker digitalt på www.borger.dk. Hvis man har en bedemand til at bistå ved begravelsen/bisættelsen, vil det i praksis ofte være ham, der hjælper med udfyldelsen af anmeldelsen til begravelsesmyndigheden, det vil sige sognepræsten i det sogn, hvor den afdøde havde bopæl. Dette gælder også i de tilfælde hvor begravelsen/bisættelsen skal foregå uden for sognet, samt hvis begravelsen/bisættelsen finder sted uden kirkelig medvirken.
Aftale vedrørende gravsted træffes med graveren.
På Kirkeministeriets borgerportal kan du finde praktiske råd til pårørende.
Det skal du gøre
Før begravelsen har de pårørende en samtale med præsten, hvor man sammen forbereder begravelsen. Man snakker om ønsker, vælger salmer og aftaler alt det praktiske. Måske har afdøde selv bestemt, hvordan han/hun gerne vil have det. Måske har de pårørende nogle ønsker. Ellers finder I ud af det sammen. Præsten vil også gerne høre lidt om den afdøde.
Samtalen er også et godt sted at snakke om sorg, frustration, taknemmelighed og alle de andre følelser, der dukker op i forbindelse med et dødsfald. Husk at præsten også er der for at støtte og lytte. Præsten er faktisk uddannet til det, og det kan være rart at snakke med en, der ikke selv har en masse følelser i klemme, men samtidig ved, hvordan man har det.
Kontakt Anders Frank på 2977 8396
Kontakt Pia Skovmose Jensen 2149 0230
Kontakt Peder Kjærsgaard Roulund 3161 1768
Ikke medlem
Hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken, ses det som udtryk for, at afdøde ikke ønskede en præsts medvirken. Vedkommende kan således ikke få en kirkelig begravelse, men kan blive begravet eller bisat fra et kapel.
Taksten for brug af kirken i forbindelse med kirkelige handlinger for ikke-medlemmer af folkekirken, er kr. 4.151,-
Taksten er baseret på beregninger af de faktiske udgifter.